Min første tid på 23 cm båndet

Denne side beskriver mine erfaringer i den første tid som operatør på 23 cm båndet. Jeg bor i Holstebro, og her i området er der næsten ingen aktivitet på 23 cm. Der er ingen 23 cm repeater i nærheden.

Min QTH

Jeg bor i Holstebro i Jylland, og min lokator er JO46gi. Min QTH ligger 20 m over havets overflade. Ikke nogen særlig høj placering, hvilket ses på kortet figur 1.

hojde-kort DK23 cm antenne
Fig. 1. Højdekort med danske 23-cm beacons.Fig. 2. Antennen er en 44-element yagi (øverst).

Beacons

Jeg lytter efter 23 cm beacons med antennen, som sidder 7 m over jorden (fig. 2).  

OZ5SHF 1296,900 MHz

Denne beacon ligger i JO45VX (Yding Skovhøj). Afstanden fra Holstebro er 88 km og retningen er 118 grader. Der udsendes CW FSK OZ5SHF JO45VX efterfulgt af en bærebølge (fig. 3). Min forventning var at høre OZ5SHF hele tiden, da den har Danmarks højeste beliggenhed. Det viste sig at holde stik. OZ5SHF er hørbar døgnet rundt på min QTH. Når jeg er væk fra radioen, lader jeg PI-RX lytte til OZ5VHF. PI-RX kan ikke detektere beaconens morsesignaler, men carrier/noise forholdet måles hvert minut. PI-RX viser også, når et stort fly passerer midtvejs mellem Holstebro og OZ5SHF. Flyet reflekterer beaconens 23 cm signal. Da flyet bevæger sig hurtigt, er der doppler på signalet, se fig. 4. Klik på dette link for at se hele PI-RX skærmdump med flyreflektion (AS).

FSK morse OZ5SHF
Fig. 3. CW FSK fra OZ5SHF.
OZ5SHF flyscatter
Fig. 4. Den skrå linie er reflektioner fra et fly.

OZ7IGY 1296,930 MHz
Beacon OZ7IGY 
ligger midt på Sjælland (JO55WM). Afstanden til Holstebro er 227 km i retningen 113 grader. Foruden CW FSK kører den PI4, som kan dekodes med PI-RX selv under dårlige forhold. Jeg var spændt på, hvor ofte jeg kunne høre OZ7IGY. Det viste sig, at OZ7IGY (med enkelte undtagelser) kan høres døgnet rundt i Holstebro! Det var noget af en overraskelse, for afstanden er trods alt større end 200 km.

PI-RX dump
Fig. 5. Modtagelse af OZ7IGY med PI-RX.

Figur 5 viser opbygningen af det signal, som udsendes fra OZ7IGY. Først udsendes PI4 i form af 4 FSK-toner. Hvis vi antager, at bærebølgen ligger på 800 Hz, vil FSK-tonerne ligge på 683 Hz, 917 Hz, 1152 Hz og 1386 Hz. Afstanden mellem de enkelte toner er 234 Hz. Dernæst udsendes CW FSK med tonerne 800 Hz og 400 Hz. Til sidst sendes en konstant bærebølge (carrier) på 800 Hz.

OZ1UHF 1296,955 MHz
Den nordjyske beacon ligger ved Sæby (JO57GH) 162 km fra Holstebro i retningen 48 grader. Dens signal er svagt på min QTH. Under normale forhold ligger den "helt nede i gruset" med RST 219.

LB2SHF 1296,870 MHz
Denne beacon ligger ved Norges sydligste punkt Mandal (JO38RB). Afstanden fra Holstebro er 201 km i retningen 342 grader. LB2SHF kører med høj effekt og kan, med enkelte undtagelser, høres hver dag. 

Portabel modtagelse af beacons

Mit første forsøg på beaconmodtagelse skete på Trehøje (JO46HE), som er et udsigtspunkt 102 m over havet. Trehøje ligger 20 km syd for Holstebro. Det er et godt sted at lytte efter beacons.

Portabel set-up
Fig. 6. Portabelt 23 cm udstyr på Trehøje.

Mit portable udstyr ses på figur 6: 14-element yagi (gain 15,8 dBi), MKU13G2B Kuhne transverter, 144 MHz IF-modtager Kenwood TR-751E, lille 12V akkumulator. Vejret: solrigt med skyer.

Beacon callBeacon QTHAfstandRapport
OZ5SHFYding Skovhøj, JO45VX76 km599
OZ1UHFSæby, JO57GH171 km319
OZ7IGYRingsted, JO55WM216 km319
Figur 6. 1296 MHz beacons hørt på Trehøje 11. juli 2020 16:00-16:15.

Evaluering: Jeg blev overrasket over det kraftige signal, som jeg modtog fra OZ5SHF på Yding Skovhøj. Afstanden er trods alt 76 km. Jeg troede ikke, at jeg kunne høre de 2 andre danske beacons, men det kunne jeg, dog med ganske svage signaler. Jeg vurderer, at PI4-signalet fra OZ7IGY kunne dekodes, hvis jeg havde haft en laptop med!

lyd
Lydklip af OZ5SHF modtaget på Trehøje.

Transverter og antenne

Mit radioudstyr består af en 1296 MHz transverter fra sg-lab v2.3, et 25 W PA-trin fra samme firma samt en 144 MHz IF-transceiver (Yaesu FT-847). Transverter og PA er monteret oppe i masten i en vandtæt alu-boks fra Hammond (varenr. 1550J). Strømforsyning er MeanWell SP-150-13.5 (13,5 V 11,2 A) som står på terrassen i ly for regnen.

Antennen er en 44-element yagi fra Wimo. Den er monteret ca. 7 m over jorden på en rørmast (fig. 2).

Blokdiagram
Fig. 7. Transverterens blokdiagram.

Transverter ovenfra
Fig. 8. Transverteren er monteret i en alu-boks.

Pause

Juli 2021: Jeg holder en pause med aktiviteten på 23 cm. 


Revideret 19-Juli-2021 af OZ1BXM Lars Petersen, oz1bxm@pobox.com

OZ1BXM forside